En hverdag, hvor vilkårene ikke står i vejen for kvaliteten

De daglige rammer og arbejdsvilkårene er under et stigende pres og det rammer alle offentligt ansatte og det samfund, der har brug for dem.

Den offentlige sektor har i mange år været under et stigende pres med besparelser, effektiviseringer og omprioriteringsbidrag. Nu oplever vi, at arbejdsgiverne også ser overenskomstforhandlingerne som en mulighed for besparelser og for at styre udgiftspolitikken.

Lønmodtagerne ser overenskomsten som en aftale, der skal sikre ordentlige vilkår for at løse de opgaver, der er så vigtige for os alle. Og som en aftale både lønmodtagere og arbejdsgivere skal have tillid til.

Er du enig i, at alle offentligt ansatte skal have aftaler, de kan stole på? Så vis din opbakning her.

Bak op her

Derfor vil vi have genbekræftet den betalte spisepause

Kort før overenskomstforhandlingerne udsendte Moderniseringsstyrelsen et brev, hvor de skrev, at lokale arbejdsgivere kan opsige den betalte spisepause, hvis de vil. Den betalte spisepause har ellers været en del af overenskomstaftalerne siden 1921.

Det har arbejdsgivere bekræftet flere gange. Men så skiftede de pludselig mening i 2017 og sagde, at pausen er en ’lokal kutyme’, som cheferne på de lokale offentlige arbejdspladser kan sløjfe uden at forhandle det først (se fakta nederst).

Det har skabt en urimelig usikkerhed hos offentligt ansatte, om deres betalte spisepause kan forsvinde, og de dermed bliver sat 2,5 timer op i arbejdstid om ugen. Ved at genbekræfte aftalen i overenskomsten, vil vi sikre, at det skal forhandles, hvis arbejdsgiver vil fjerne den betalte spisepause. Så vil lønmodtagerne kræve betaling for det, hvilket meget vel kan vise sig at være en dårlig forretning for arbejdsgiverne, fordi rigtig mange i forvejen arbejder i pausen.

Lønmodtagernes krav om den betalte spisepause handler alene om at skabe tryghed om et vilkår, mange offentligt ansatte allerede har. Derfor koster kravet ikke en krone.

Alle skal have løn og arbejdstid fastsat gennem aftaler. Ikke gennem en lov

En grundsten i den danske model er, at arbejdsgiver og lønmodtager sammen bliver enige om en aftale, der fastsætter rammerne for løn og arbejdstid. Men i øjeblikket har lærerne ikke en aftale om deres arbejdstid. Den er i stedet fastsat ved lov. Og det har den været siden lockouten af lærerne i 2013.

Det er en uholdbar skævvridning af den danske model. Derfor lyder et fælles krav, at alle – også lærerne – skal have en forhandlet aftale.

Fakta om lærernes arbejdstid

Den 26. april 2013 vedtog Folketinget Lov 409, som fastsætter lærernes arbejdstid. Loven afsluttede 25 dages lockout af ca. 67.000 lærere. Loven var ensidigt til arbejdsgivers fordel. Ved overenskomstforhandlingerne i 2015 var det ikke muligt at aftale regler for lærernes arbejdstid, som derfor på femte år er reguleret ved lov og ikke ved en forhandlet aftale.

Loven hedder lov 409. Den kan du se her.

Fakta om spisepausen

Den 9. oktober 2017 (tre måneder før overenskomstforhandlingerne startede) sendte Moderniseringsstyrelsen et brev til de faglige organisationer om betalt spisepause. Her skrev direktør for Moderniseringsstyrelsen bla.:

“Moderniseringsstyrelsen er derfor fortsat af den klare opfattelse, at de lokale kutymer om  betalt spisepause, som måtte være opstået i statsligt regi, ikke udgør en del af det statslige overenskomstgrundlag”.

Nedenfor kan ses eksempler på den dokumentation, de offentligt ansatte har for, at arbejdsgiverne gennem tiden flere gange har bekræftet, at den betalte spisepause er en del af aftalerne.

1921 – Retten til spisepausen kan dokumenteres

I 1921 lavede staten nye arbejdstidsregler for de statsansatte, som dengang alle var tjenestemænd. Tjenestemændene i centraladministrationen skulle arbejde syv timer om dagen fra kl. 10 til kl. 17. Spisepauser afholdt mellem kl. 10 og kl. 17 indgik i arbejdstiden. Enkelte fik tilladelse til at arbejde seks timer om dagen. Så måtte man imidlertid ikke medregne spisepausen i arbejdstiden. Det vil sige, at udgangspunktet for alle de andre var, at spisepausen indgik i arbejdstiden.

1951 – Statsministeriet stadfæster spisepausen

I 1951 kom der nye regler for de ansatte i centraladministrationen. Muligheden for at få nedsat arbejdstiden til seks timer pga. særligt intensivt arbejde forsvandt, og alle fuldtidsansatte skulle herefter arbejde syv timer om dagen. En frokostpause afholdt inden for denne periode talte derfor med i arbejdstiden.

1961 – Spisepausen bliver en overenskomstrettighed

Statsministeriet ændrede i maj 1961 sin bekendtgørelse, så arbejdstiden fortsat var (gennemsnitligt) syv timer om dagen, men kontortiden blev ændret, så de ansatte skulle være på arbejde mandag til fredag kl. 9 til kl. 17 og hver anden lørdag kl. 9-12 (uden frokostpause).

Det kan læses i bekendtgørelsen her

Statsministeriet skriver i bekendtgørelsen, at arbejdstiden om lørdagen er uden frokostpause (fordi man kan nå hjem og spise, når man har fri kl. 12). Den logiske konsekvens er, at arbejdstiden mandag til fredag indeholder en frokostpause, ligesom den gjorde om lørdagen, inden omlægningen til weekendordning.

1985 – Finansministeriet tager spisepausen op ved overenskomstforhandlingerne

I 1985 stillede de faglige organisationer krav om, at arbejdstiden (der nu var 40 timer om ugen) skulle sættes ned til 35 timer. Som det ses af referatet fra Akademikernes bestyrelsesmøde fra 1985, svarede Finansminister Palle Simonsen, at hvis man kom i realitetsdrøftelser om en arbejdstidsnedsættelse, så ville han inddrage spørgsmålet om de betalte spisepauser. Finansministeriet anerkendte således, at spisepausen var en overenskomstrettighed, som det krævede en aftale med de faglige organisationer at ændre på.

1987 – Finansministeriet og Akademikerne aftaler at bevare spisepausen

I 1987 stillede de faglige organisationer igen krav om arbejdstidsnedsættelse. Denne gang nåede spørgsmålet om spisepausen aviserne .

Som det ses af referatet fra den afsluttende forhandling på tjenestemandsområdet den 23. januar 1987, så afsluttedes forhandlingerne dog med, at finansministeren meddelte, at: ”Han var parat til at acceptere 39 timers arbejdstidsnedsættelse med 29 minutters betalt spisepause”.

Aftalen blev, at man i tjenestemændenes arbejdstidsaftale præciserede, at den ansatte skulle stå til rådighed for arbejdsgiveren i pausen, og at der ikke skete ændring i gældende regler om pausernes omfang.

1994 – Finansministeriet skriver i deres eget blad om betalt spisepause

I 1994 fortalte Finansministeriet om, hvor besværligt det var, at der var forskellige arbejdstidsregler for forskellige grupper af statsansatte. Et skema viser de forskellige variationer i reglerne. I skemaet har Finansministeriet fremhævet AC-fuldmægtige, som en af de grupper, der har ret til en halv times spisepause, der indgår i arbejdstiden.

2001 – Finansministeriet skriver til de lokale arbejdsgivere om betalt spisepause

Finansministeriet har i mange år udgivet den såkaldte Personaleadministrative Vejledning, som er en instruktion til de lokale arbejdsgivere i, hvordan reglerne for de statsansatte skal forstås. I 2001-udgaven skrev Finansministeriet, at de fleste faglærte og ufaglærte ikke havde ret til at medregne spisepausen i arbejdstiden, men at andre overenskomstansatte netop har ret til betalt spisepause.

2002 – Spisepausen forhandles ved overenskomstforhandlingerne

Ved overenskomstforhandlingerne i 2002 ændredes reglerne for korrespondenter i staten. Af uddraget ses, at parterne præciserer, at der fortsat er betalt frokostpause for korrespondenterne, selvom det ikke længere er ekspliciteret i selve aftaleteksten.

2005 – Spisepausen forhandles igen ved overenskomstforhandlingerne

Ved overenskomstforhandlingerne i 2005 udgav Finansministeriet et debatoplæg, hvori de beskrev målsætninger for forhandlingerne. En af målsætningerne var mere ensartede arbejdstidsregler, og i denne forbindelse illustrerede Finansministeriet igen problemstillingen ved et oversigtsskema, hvoraf det fremgår, at akademiske fuldmægtige har ret til en betalt spisepause som en del af arbejdstiden.

2011 – Finansministeriet skriver op til overenskomstforhandlingerne, at offentligt ansatte har betalt spisepause

I 2011 udsendte Finansministeriet et offentligt debatoplæg forud for overenskomstforhandlingerne om arbejdstid. I den forbindelse nævner de, at næsten alle medarbejdere i staten har en betalt spisepause.

2017 – Finansministeriet hævder, at der ikke er nogen ret til spisepause

Den 9. oktober afsendte Finansministeriet et brev til de faglige organisationer, hvor de skrev, at den betalte spisepause for medarbejdere i staten er udtryk for lokale kutymer på de enkelte arbejdspladser. Det betyder i praksis, at Finansministeriet ikke længere anerkender, at retten til spisepausen udspringer af overenskomsterne, og at retten derfor også kan opsiges ensidigt af de lokale ledelser Samtidig meddelte Finansministeriet, at det er en holdning, som Finansministeriet altid har haft.